Ørken, salt og sol. Og danish dynamite...

San Pedro

Efter Santiago fløj vi til Uyuni for sølle 450 kroner pr. mand, hvilket var samme pris som med bus, dog 21 timer kortere – nok den bedste beslutning vi har taget på hele turen. Så efter halvanden time i en minivan fra lufthavnen, hev vi ”vores” tasker ud af bagagerummet. Eller det vil sige, Andreas’ og Kenneths tasker samt en ukendt taske; en eller anden idiot kunne åbenbart ikke kende forskel på Esbens taske og sin egen – selvom Esbens var fyldt med gaffa efter vores gode overraskelse i Mendoza. Så kun udstyret med en lille taske, måtte Esben med uro i sindet lægge sig i sin seng og vente i uvished; spekulerende, undrende og ikke mindst uafklaret i sagen om, hvor den taske befandt sig. Den var dog blevet sendt til et andet hostel, hvor vi efter fem minutters tegnsprog fik den udleveret.

Dermed kunne vi finde frem til, hvad tiden skulle fordrives med midt ude i ørkenen. Det blev to dage med et tætpakket program, der blandt andet stod på sandboarding, solnedgang i Moon Valley, Pisco Sour og masser af peacocking (et pose, vi lærte af nogle hollændere, som mest af alt minder om en overhead squat med et hint af underlivsrotation – hvilket ikke giver nogen mening, da det er stilbilleder). Derudover besøgte vi en sø, der indeholder mere salt end det døde hav; man kunne bogstaveligt talt ikke synke.

Andreas’ fødselsdag blev fejret på god maner ved at stå op klokken 3:45, hvor vi efter en irettesættelse af en guide skiftede vores badeshorts ud med skiundertøj, fleece og jakker. Gejserne var nemlig kogende, mens lufttemperaturen var omkring minus fem grader. Så efter et par timer med frosne fingre, tæer og andre flotte legemsdele, hoppede vi i én af de varme kilder – jo tak! Fødselsdagsbarnet skulle selvfølgelig fejres med manér, så det blev til tre medium-rare steaks, en flaske Malbec rødvin og en god aften.

Da vi skulle forlade Chile til fordel for Bolivia, havde Esben og Andreas været så ubetænksomme, glemsomme og uforsigtige (payback for mobning med mit pas, bitches) at glemme den lille seddel, vi fik, da vi kom ind i Chile. Men af sted kom vi, og første indtryk af Bolivia var således:

Et lille hus overplastret med plakater af el Presidento var grænsekontrollen. Uden så meget som et blik på vores ansigter, fik vi stempler i passet, blev smidt ind i en jeep og sendt af sted på vores tre dage lange ørkentur. Tolv mennesker, inkluderende fem engelske piger (Kelly, Tam, Anna, Grace and Natasha), tyskeren Norman og vores absolutte favorit på turen: den 37-årige kineser Qing! Bare et lille udpluk af, hvad den lille fyr har sagt:
”Ooooiii have chooookolate!”
”Oh, you girlz are so sexy, I have never seen anything like it before”

”Youuu guyz look so strong”

Og et par stikord om vores ørkentur:

Lamaer – der var utroligt mange lamaer, som faktisk smager overraskende godt, given the fact, at det er et utroligt dumt dyr at se på.

”Do you smoke?” – vi prøvede at lære de engelske piger dansk, og du er smuk lyder som do you smoke. Derudover lærte de ting som du er lækker, våd fisse i sneen, for fanden, for helvede, tak for mad og skål.

Fest hos mange – vi hørte utrolig meget Fest hos mange, hvortil der blev danset, råbt, sunget og mange andre ting. Alt sammen med en promille på et stort rundt nul.

”Hvor är Nana Larsen!?” – Natasha (der har et eminent flair for dansk/norsk/svensk) havde set Forbrydelsen, og denne sætning hang åbenbart ved. Så ved enhver given lejlighed blev der med tilpas vrede i stemmen råbt HVOR ÄR NANA LARSEN!?

”It’s Bolivia, man” – i Bolivia må man vende sig til, at intet virker, tid er et relativt begreb, og sproget er spansk og kun spansk. F.eks. brændte vores jeeps sammen flere gange, og vi stod op kl. 7 for at køre kl. 8, for dernæst at vente i halvanden time på vores chauffør… Men hvad fanden, it’s Bolivia, man.

Smuk natur – Naturen var helt fantastisk, lige fra solopgangen over saltørkenen til gejserne og de store tørre sletter.

Salt Hostel – Vi overnattede på et hostel, hvor ALT var af salt: væggene, gulvet, stolene. Der var i den grad salt til et æg. Eller det var der egentlig ikke, for badene var kolde, og der var kun elektricitet mellem 19 og 22…

Tynd luft – luften var tynd i flere kilometers højde, og da vi ikke var vant til det, tyggede vi coca-blade (hvilket er ulovligt, men alle gør det), da det eftersigende skulle hjælpe på vejrtrækningen, hovedpinen og svimmelheden.

Uyuni by + salt flats

På tredjedagen klokken 4:15 åbnede vi langsomt øjnene til, hvad der skulle blive en hel dag i saltens tegn. Selvfølgelig gik intet som ventet. Vi kom hverken af sted til tiden eller nåede vores destination til solnedgangen. 2 km inde i saltørkenen gik bilen i stå. Dermed måtte vi nøjes med en sekundær god placering i forhold til at se solopgangen. Stemningen oven på den skuffende start på dagen blev dog hurtigt vendt af Qing’s jongleringer, hvilket han (på trods af års øvelse) ikke var specielt skarp til.

Det lykkedes vores chauffør, at få gang i bilen, så vi bagefter kunne vende tilbage til salthostelet til morgenmad og yderst tiltrængt varme. Efter igen et par forsinkelser ved morgenmaden, gik turen nu for alvor over ørkenen. Det blev til en halv dags rejse, hvor udsigten udelukkende hed den brændende hvide saltørken. Det blev dog til at enkel stop – vel og mærke for en hel time, som blev brugt til at tage mere eller mindre vellykkede perspektivbilleder med blandt andet skeer, dinosaurusser og hvad der lige kunne findes på.

Turen endte i nok verdens mest triste by Uyuni. Det sidste stop på turen – togkirkegården – vidnede om denne bys tidligere storhed, da der kunne tjenes penge på eksport af salt. I dag lever byen mest på turister, der skal ud at se ørkenen, hvilket også betyder, at der ikke er noget som helt at foretage sig i byen. Dermed hed den en overnatning til 30 kr., hvorefter turen næste dag gik videre til Potosi, verdens højest beliggende by.

Potosi

Videre gik turen til verdens højest beliggende by, Potosi, der har en altitude (f*cking altitude!) på 4100 meter – dvs. vejrtrækningsproblemer ved så små aktiviteter som at vende sig i sengen om natten. Dertil hjalp de stejle gader ikke det mindste, men vi havde fundet et lækkert og billigt – som det jo er i Bolivia – hostel med de engelske tøser.

Den helt store attraktion (og økonomiske ressource) i Potosi er sølvminerne Cerro Rico, der ligger i ”Bjerget, der æder mænd levende”. Det skulle vi da ind i! Bjerget leverede sølv til hele det spanske rige i over to hundrede år, og Potosi var i sin tid verdens (verdens) største og rigeste by grundet sølvmineindustrien.

Lettere spændte, bedøvede af cocablade, forpustede og bevæbnet med dynamit, 96% alkohol og udstyret med dragter, støvler og slidte tasker, begav vi os ned i sølvminerne, stærkt ledsaget af vores guide Pedro.

De første par hundrede meter foregik foroverbøjet med støv i lunger og med en snigende klaustrofobisk fornemmelse, der ikke blev hjulpet af en indelukket lugt og mørket, der kun blev oplyst af vores pandelamper.

Indbyggerne i Potosi tilbeder normalt Gud, men deres overbevisning er, at Djævlen – El Tio i folkemunde – hersker inde i bjerget. Så da vi efter tre kvarters tid gjorde holdt ved en statue af El Tio, fik vi forklaringen om, hvordan minearbejderne tilbeder og ofrer til statuen for at forhindre ulykker og få et bedre udbytte af bjergets mineraler. Som om de 15-20 cocablade, vi allerede havde i munden, ikke var nok, skulle vi sidde i en rundkreds i halvmørket og drikke 96% rent alkohol – fy føj for satan hvor det brænder! Har I prøvet Stroh-rom, Absinth og lakridslikør? Gå hjem og vug! Det var som at drikke ild, som nogen havde sat ild til.

Første runde gled ned. Ifølge Pedro har mennesket to arme, to ben osv., så vi skulle også drikke anden gang. I kristendommen er Hellig Tre Konger, så tredje runde kunne da heller ikke undgås. Da han så begyndte at snakke om de fire årstider, måtte alle på nær Wilson (vores anden guide) sige pænt stop. Uden at afsløre for meget, vi var alle i rimelig godt humør, da vi kom ud af minen. For lige at fuldende oplevelsen, skulle der sprænges dynamit, hvor Esben og Kenneth fik lov at holde tændt dynamit i hænderne – med sved på panden. Fantastisk oplevelse!

Sucre

Næste stop på rejsen var Bolivias officielle hovedstad, Sucre. I dagene op til afgangen overvejede vi kraftigt om byen var besøget værd. Politikens Turen Går Til beskriver Sucre med intet mindre end 16 linjer, så det virkede en anelse tvivlsomt at kunne bruge tiden fornuftigt der. Men eftersom en klog mand har sagt, at man kun har det sjov man selv laver, tog vi chancen. Faktisk endte vores ophold i Sucre med at blive et af de steder, vi aldrig glemmer. For vi lavede virkelig meget sjov. Vi havde ikke booket et hostel, så vi tog den på gefühlen og endte med at finde et helt fantastisk hostel til ingen penge. Udover de 3 briter, vi fulgtes med sad to bekendte piger og solede sig, da vi checkede ind på hostellet: Simone og Emilie fra Danmark, som vi sidst så i den første uge under Rio Karneval. De havde selvfølgelig mødt Mitch (som vi mødte i Rio, Iguaçu og Buenos Aires), og senere kom Jonas (fra Mendoza, Buenos Aires og Santiago). Hele holdet var derfor samlet, så vi tog på en succesfuld pubcrawl i Sucre Downtown. Når man har fået kommentarer som ”I må være på coke, siden I er så glade” ved man at det var en god aften!

Den 1. april blev det Mitchs 24-års fødselsdag, og som en gestus hjemme fra daddy-o i California, blev han udfordret til at tage 24 shots på 24 timer. Da klokken slog 11:30, efter en portion chokopops, havde stakkels Mitch hele 20 shots igen, så der skulle noget frokost indenbords, inden vi fortsatte. Vi tog på en non-profit vegetarrestaurant (tro det eller ej) og fik nogle udsøgte tucumanas (google det og prøv det!). Derefter gik de næste 13-14 shots, tro det eller ej, som en leg. Efter en noget intens fodboldkamp mod 3 lokale bolivianere tog vi 4 gauchos på en lokal kaffebar og skyllede den spændende kaffe ned med trylledrik. Judas, hed trylledrikken. Bland rom, whisky, cola, grenadine og mintlikør, og du har dig starten på en god brandert. Med en lille bøhmand på hoppede vi ind i en taxa og kørte op på toppen af et bjerg inde midt i byen. Her så vi solnedgangen for herefter at ”bestige” det hele vejen ned. Vi fik (alle tre! – dvs. Esben, Andreas og Mitch) nogle flotte billeder.

Inden Mitch skulle nå de få sidste shots, tog vi i biografen og så en dokumentarfilm, Devil’s Miner, om Cerro Rico-minen i Potosi. Den opmærksomme læser vil her kunne huske at det var den mine vi selv besøgte tilbage i Potosi, så det var rigtig interessant at se for os. Ud af de 24 shots var det allersidste en mandomsprøve i sig selv: 2 cl Jägermeister og 2 cl af den gode brændevin med 96% alkohol. Ned røg det, og så skulle der danses! Mission accomplished.

Sucre er en by, der lægger op til at man tager tingene i ens helt eget tempo. Gør man det, bliver man belønnet med en god fornemmelse af hvad det vil sige at være bolivianer. Alt i alt var Sucre i særdeleshed et besøg værd.