Buenos, natteliv, problemer, vin og alt det der

Buenos Aires

Onsdag den 6. marts 2013 var dagen, hvorpå vi ankom til Argentinas hovedstad, Buenos f*cking Aires. Efter 20 timers bustur tilbragte vi første aften på vores hostel, Milhouse Avenue, som ligger i hjertet af byen med den gode vind. Milhouse er en hostelkæde, der primært (læs: kun) er rettet mod de yngre rejsende, så der var party på Milhouse HVER aften. Den ene dag er der fest på vores hostel, dagen efter på det lidt mindre Milhouse Hipo, som ligger et stenkast fra Avenue.

På vores første aften var der fest på det andet hostel. Og vi så at det var godt. Vi fik sovet ud og var klar til morgendagens strabadser. Argentinere er helt tosset med fodbold, så selvfølgelig skulle vi se en fodboldkamp på Boca Juniors' stadion i Buenos Aires. Som opfølgning på kampen besøgte vi klubbens museum og fik historien bag et af Maradonas mål, hvor han banker bolden ind med hånden: Argentinere anser Maradona for en gud og derfor siger de at det var guds hånd, der sikrede dem sejren i den kamp. Vi lærte hermed at argentinerne er nogle fodboldglade mennesker, der ikke lægger skjul på at en af verdens bedste fodboldspillere var fra Argentina, og endda en nøglespiller i Boca Juniors.

Vi blev i det finkulturelle hjørne og tog på den enorme natklub, Rosebar, samme aften. Den stod på cerveza og Tequila indtil kl. 7 om morgenen. Indrømmet, vi skulle nok ikke have været ude og buldre dagen inden bestilling af billetter og hostel i Uruguay, men det var det værd! Der blev booket en færge til Uruguay og hjem igen hhv. søndag og tirsdag, men vi havde stadig en nat på vores eget hostel... Heldigvis er en skriftlig aftale i Sydamerika kun lige så fast som håndtryk i Paradise Hotel, så vi fik det hele ordnet med hostels og kom alligevel godt af sted søndag.

Uruguay

Efter nogle dage i travle og vilde Buenos Aires tog vi en (meget gyngende) båd til Uruguay, hvor det tør siges, at stemningen i byen Colonia del Sacremento var en del mere søvnig end det meste vi har set hernede. Så nattesøvnen blev prioriteret højt sammen med et kasinobesøg, lokale sandwiches, en gåtur i byen og ikke mindst en dag i golfvogn (man skulle have kørekort til motorcykel for at kunne leje en scooter). Så med en topfart på 35 km/t cruisede vi lidt rundt i Uruguay, som man nu engang gør. 

Back in Buenos

Tirsdag var vi hjemme i Buenos Aires, nu godt udhvilet og klar til standup og natklub igen. Det er sjovt hvordan man oplever fremmede menneskers syn på danskere. Standup-komikerne syntes danskere generelt er svære at imponere, selvom vi havde det rigtig sjovt (det hele foregik på engelsk, så vi fattede godt deres jokes). Vi er nok bare mindre gestikulerende når vi taler og mere diskrete når vi griner. Samtidigt er argentinere helt vilde med turister, der forsøger at snakke spansk og kan drikke et Tequilashot i den rigtige rækkefølge (= os tre drenge). Ellers bliver vi stemplet som veluddannede, rige og stilfulde personer, der får penge for at studere.

Én dag blev der dog vist følelser. Vi tog til en zoo, hvor vi måtte røre forskellige tigre og løver, hvor især disses unger rørte os i mere end én forstand. Lige som en dyrepasser advarer Kenneth om ikke at stå for tæt på tigerungens legetøj tager tigerungen fat om Thiis' ben og prøver at lege med ham. Stiv af skræk overlevede han til stor underholdning for resten af gruppen.

Mendoza

Mendoza startede ud med et mindre helvede, da vi sammen med to britiske backpackere steg ud af bussen som de sidste. Vi fandt vores bagage skåret i toppen og bunden. Intet var taget, dog var busselskabet ikke til megen hjælp, da der ingen på perronen der snakkede engelsk. Efter lidt søgen finder vi busselskabets kontor. Her var der dog heller ingen, der talte engelsk, hvilket betød, at kommunikationen måtte foregå gennem Google Translate. Vi Gik der fra med en besked om, at de ville ringe til vores hostel om mandagen (to dage senere).

Vi ankom til vores hostel midt i Mendoza ved Plaza Idenpencia. Et lille hyggeligt hostel, der ejes af en newzealandsk kvinde omkring de 50. Til BBQ’en om aftenen, hvor hun sidder med fandt vi hurtigt ud af, at Manuella ikke er en kvinde, man ønsker at pisse af. Til gengæld er hun utrolig venlig og deler diverse historier om andre rejsende og deres problemer/dumheder. Faktisk var det lidt svært, at få indført nogle ord under "free wine hour" og maden. Det var dog alt i alt en hyggelig aften, med masser af vin og historier om Argentinas dysfunktionelle samfund.

Søndag blev brugt til at slappe af, da alt for lukket, da argentinere selvfølgelig ikke gider arbejde om søndagen. En af de eneste aktiviteter der var mulige var hesteridning i bjergene ved solnedgang og tilhørende BBQ og måske en anelse for meget folkemusik. Dette resulterede i at "de mandlige dele" fik sig en noget hård omgang... Dyb respekt for dem, der rider til daglig!

Dagen efter skulle der smages på Mendozas helt store varemærke - vin. Dette betød en cykeltur rundt til tre forskellige vingårde i forskellige størrelse. Turen endte ud på en spritfabrik, der blandt andet er kendt for sin absinthe. Dette var en mindre behagelig oplevelse for halsen i form af en varm og djævelsk urtedrik.

Da det ikke var vejr til skydiving besluttede vi, at trekking i Andesbjergene ville være et godt alternativ. Det blev til at 4 timers trek op i 3500 meters højde med to guider, der ikke talte meget engelsk. Det var dog en fantastisk oplevelse og første gang på denne tur, at vores sved rent faktisk kom fra fysisk aktivitet. Onsdag gik turen over Andesbjergene og mod Santiago de Chile.

Santiago

Efter en bustur på en 8-9 timer (hvoraf tre af dem gik med at komme over grænsen) ankom vi til Chiles hovedstad Santiago. Her blev vi indlogeret på et centralt hostel sammen med Jonas, som vi havde mødt i Mendoza og som skal nøjagtig samme vej som os, omend han flyver til Danmark en dag senere end os.

Eftersom vi havde besluttet kun at have to overnatninger i byen, valgte vi at tage en gratis rundvisning af en enormt engageret lokal guide, hvilket indebar forklaringer om Chiles historie, vigtige personer og ikke mindst chilenske traditioner. Blandt sidstnævnte var et fænomen, der i folkemunde kaldes coffee with legs, hvilket i sin enkelthed går ud på, at forretningsmændene i middagspausen løsner slipset og drikker en kop kaffe, mens servitricerne går rundt i meget stramme og korte kjoler. Og som de kulturhungrende unge mænd vi er, skulle det selvfølgelig prøves. Derudover hang vi en del ud med Jonas, med hvem vi har aftalt at mødes senere på rejsen. Derudover kan det tilføjes, at Santiago er en alt for lækkert - nærmest europæisk inspireret - by med brede gader, flotte bygninger og lækkert vejr det meste af året.

Moving on

Florianopolis

Efter São Paulo hoppede vi på en bus til byen med de smukke tyskere, Florianopolis (Floripa blandt kendere). Ambitionerne var høje: vi skulle både sandsurfe, sejle i kajak og lære at stå på surfboard i løbet af de tre dage vi var der. Vores undskyldning for ikke at have nået én eneste af de ting er at vi bogstaveligt talt blev grebet af den afslappede stemning i hængekøjerne. Og at vores nattesøvn blev spoleret af en gruppe australiere og deres veninder, men det må I selv spørge ind til når vi kommer hjem. Vi prøver at holde en sober tone på vores blog!

Florianopolis byder på enestående natur, helt fantastiske strande (sådan virkeligt gode) og et pulserende natteliv. Sidstnævnte fik vi desværre ikke set ordentligt fordi vores hostel lå en times taxakørsel fra selve byen. Om dagen kan man slentre rundt i centrums charmerende gader fyldt med skolebørn, markeder og duer. Afslutningsvis kan man, som vi gjorde, nyde en "kold blondine" (en kold øl), en is eller en triple cheeseburger på en af de mange små pladser der er i byen.

Foz do Iguaçu

Vores ophold i Brasilien (indtil næste gang) blev afsluttet med et brag. Eller faktisk et skyl. Et ordentligt skyl! Ved Iguaçu falls bestilte vi den store pakke, der inkluderede safari, et lille hike og en bådtur helt tæt på vandfaldene. Det er en enestående oplevelse at se den enorme mængde vand, der fosser ned over to trin før det ender i Garganta do Diablo (djævlens gab). Under bådturen kom vi ikke helt op til djævlens gab, for der var van(d)vittigt meget strøm, men blev i stedet sejlet ind under nogle mindre vandfald. Vi har vist nok nogle optagelser af det som I kan se ved lejlighed! Dagen efter den Brasilianske side af Iguaçu drog vi til Argentina (20 minutters taxa inklusiv fremvisning af TRE pas) for at se den argentinske side. Ærlig talt så er den argentinske side både flottere, idet man står oven på vandfaldene, og op til halv pris af den brasilianske side hvad angår bådture og safari. Så ved I det, hvis I en dag kommer dertil!

En fed ting ved at backpacke er at møde nye mennesker på hostels, og en endnu federe ting er at møde folk man allerede har mødt tidligere på turen. Ved vandfaldene mødte vi Mitch, en amerikaner vi allerede havde mødt efter en uge i Rio de Janeiro, som nu også er tjekket ind på vores hostel i Buenos Aires. Sydamerika er slet ikke så stort endda.

Paraguay

”En aparte oplevelse er et besøg i den paraguayanske grænseby Ciudad del Este, der ligger for enden af en bro over Paraná-floden. Her sælges elektronik og andre luksusgoder til halv pris med overvejende risiko for, at de er forfalskede. Byen har ikke den store charme og rummer en del bordeller, barer og kasinoer. Derudover kan man så let som ingenting blive rullet ved højlys dag.”

– Christian Martinez, Turen går til Brasilien

En pludselig indskydelse efter at vi er landet i Foz do Iguaçu. Hvorfor ikke tage til hurtigt smut til Paraguay om så bare for at få stemplet i passet? Paraguay, og især Ciudad del Este, som byen ved grænsen mellem Paraguay og Brasilien hedder, er kendt som Sydamerikas supermarked. Dette finder man ud af allerede når man stiger på bussen fra fx Florianopolis, som vi gjorde. Her er to slags mennesker, der skal med. Backpackers, der skal se vandfaldene og brasilianere der skal købe billige kopiprodukter, som de kan sælge på diverse markeder i Brasilien.

At Ciudad del Este er et kæmpe stort (gede)marked, mærker man allerede fra det sekund, man har krydset grænsen over en bro, der trafikalt er mere overbelastet end Køgebugtmotorvejen en mandag morgen kl. 8. Biler med paraguayske nummerplader susede frem og tilbage over grænsen i håb om at sælge det billige elektronik dyrere i Brasilien. Som fodgængere gik der ikke mere end 10 sekunder før en lokal forsøgte at prakke os de første kameraer og telefoner på. Vi modstod dog fristelsen, med en vis viden om, at der kunne være en 'minimal' sandsynlighed for, at produkterne var falske og nok højst ville virke i to timer. Derudover havde vi ingen Paraguay pesos eller US dollars. Ej heller havde vi nogen ide om hvordan kursen lå.

Efter at have fået vekslet nogle penge begav vi os ud i byen med ca. 100.000 Paraguay pesos hver (150 DKK). Da vi ikke var specielt interesserede i elektronik måtte vi igen ud at lede godt og grundig i nok den mest travle, uorganiserede, larmende og beskidte by nogen os nogensinde har set (hvilket inkluderer steder som Vietnam, Tyrkiet, Malaysia, Sydafrika og Esbjerg). Det lykkedes Thiis at finde et par 'næsten' ægte Ray Ban solbriller til omkring 30 kroner. Der var dog ikke gået mere end 10 minutter før det var tæt på at vi havde mistet dem igen. Det skete, da vi tog et billede af Kenneth med et par solbriller i butik længere nede. Da vi efter flere minutters forhandling ikke nåede til enighed med ejeren omkring prisen på tre par solbriller, forsøgte han at tage betaling for billedet i form af de Thiis' solbriller. Det lykkedes først at få ham til at slippe efter flere minutters skæld ud på dansk. Herefter gik turen hurtigt tilbage over grænsen til at noget mere fredelige Brasilien.

Boca Juniors

Vi ankom til Buenos Aires efter en bustur på Cama-klassen, som lige er dét bedre med større sæder, måltider og tv. Vores hostel var Milhouse Avenue, som havde ry for at være et party-hostel ud over det sædvanlige – hvilket det i den grad også var! Med omkring 300 gæster, en enorm bar, fester hver eneste aften, tagterrasse, en masse unge mennesker og venligt personale var det et rigtig lækkert sted at være. Nærmest inden vi checkede ind blev vi rådet til at tage ind og se Boca Juniors på stadion, hvor vi ville komme til at stå med de hardcore hooligans. Godt nok slap vi omkring 700 kroner pr. mand, men det var i den grad ALLE pengene værd.

Efter et besøg i en kælder tæt på stadion, hvor vi fik et par øl og en Boca Juniors t-shirt, viste vi vores falske medlemskort (det var kun lokale medlemmer, der havde adgang til tribunen) og var derefter kendt som hhv. Jonathan Oscar Weber (Thiis), Franco A. Guadagno (Esben) og Christian Bravo (Kenneth). Vi tre hombres kom endelig op på tribunen med en masse råbende, svedende, hash-rygende og ikke mindst sindssyge hooligans, og stemningen var vildere end vi nogensinde havde set andre steder – ikke engang en Champoins League finale kunne præstere samme niveau af stemning. Selv da holdet kom bagud, sang og råbte publikum endnu højere! For modstandernes tilskuere skulle da ikke have en god oplevelse af at være foran.

Godt nok endte kampen med et 0-1 nederlag til Boca Juniors, men utallige sange, et rødt kort (publikum gik amok) og tilråb til dommeren gjorde det til en helt speciel oplevelse. Det hyppigst brugte ord var ”PUTA”, hvilket på spansk betyder luder og var for det meste henvendt til dommeren eller modstanderne, når de lå i græsset efter en hård tackling.

Da kampen så var slut, skulle vi så hjem og sove med det samme? Nej da. Vi måtte ikke forlade stadion før en time efter kampen var slut, fordi de ville give både modstanderens og de normale tilskuere mulighed for at komme væk, inden vi hooligans blev sluppet ud. Så den time gik med uafbrudt fællessang på et tomt stadion, hvor de to hooligan-tribuner forsøgte at overgå hinanden i volumen og vildskab. Derefter var der fællessang hele vejen ud af stadion, hvor man ikke skulle gå mange skridt for enten at træde i en enorm pøl med tis eller blive mast op af en svedig, overvægtig og skæv argentinsk mand. Men ud og hjem kom vi i god behold.

Av for en oplevelse, og hvor kunne danske (og alle andre) tilskuere godt lære noget af den argentinske holdning til fodbold. For selvom Boca Juniors spillede ringere end Fremad Amager i 2. Division Øst, var stemningen bedre end noget, vi har set før.

Adios amigos

Andreas, Esben og Kenneth

Om Brasilien: Thiis edition

Vi nærmer os enden på vores ophold i Brasilien, så jeg synes en vurdering af dette er på sin plads. I kære læsere hjemme i (kolde) Danmark skal ikke være i tvivl om hvordan her er og hvordan vi har det. Det er vel derfor I læser det her! Så her kommer en subjektiv vurdering af brasilianerne og vores tur indtil videre.

For satan hvor er Brasilianere stolte af dem selv og deres land. Og det er ikke uden grund. Selvom det er et enormt land (sukkerrørsplantager større end Jylland), med en etnisk diversitet som FCK's og et modersmål der stammer fra et lille land i Europa, har Brasilien vist sig at være en samlet nation bygget på stolte og stærke traditioner: Kvindernes bikinier skal være små og brysterne store, mændenes brystkasser skal være endnu større og de skal kunne danse samba. Og så skal deres hårspidser afbleges hos den lokale barberia. Sidstnævnte fik vi desværre ikke fuldført. Udseendet betyder virkelig meget i Brasilien, hvilket også ses på udvalget af gadebutikker. Foruden butikker med toiletsæder, eller senge, er juice- og frugtbarer en af de førende brancher i Brasilien. Her kan man lige få sig en vitamina og en lille snack på farten i stedet for et større måltid til frokost. Vores personlige favoritsnack er en coelho (portugisisk for et knæ), som er et pølsehorn med skinke/ost i stedet for en pølle. Juicen smager godt uanset hvilken frugt der bruges, men hvis Esben og jeg skal lokkes skal der puttes acaí i. Det er en frugt der mases, fryses og serveres derefter med banan og/eller jordbær - eller on the rocks hvis man vil. Frokosten i Brasilien er én ting jeg allerede ved jeg kommer til at savne i Danmark. Men hva faen, vi har varm leverdreng og rugbrød som en udmærket kompensation. Selv Kenneths onkel i São Paulo har ikke sluppet de danske rødder! Vi blev modtaget som madanmeldere på et dansk/brasiliansk fusionskøkken med kryddersild og sukkerrør. Og vi fandt noget Anthon Berg-chokolade i køkkenet. Hos den danske generalkonsul i São Paulo læste vi endda at det nordiske køkken har ry for at være "healthy, clean and environmentally friendly". Så vi gør det stadig godt nok i Danmark!
Nu jeg har sporet mig ind på det brasilianske køkken skal morgenmaden også lige nævnes. En populær sag er et stykke hvidt brød, en minibaguette om man vil, med tandsmør som lige lunes i ovnen. Det er hård kost for mig, hvis det er kutyme kun at tage én af dem til morgenmad. Men hvis sixpacken skal se dagens lys er det vel en vej frem. Senere på dagen kan man dog indhente det forsømte på det nærmeste churrascaria (portugisisk for kødkødkødkødkød), hvor det kræver et aktivt "não obrigado" (nej tak) for ikke at få langet endnu et stykke udsøgt kød på tallerkenen. Det er alternativet til den lille, hurtige frokost man også kunne tage. Jeg har, ærligt talt, aldrig spist så meget som jeg gjorde den lune søndag eftermiddag i São Paulo, hvor vi prøvede dette.

Mellem de store ophold i hhv. Rio de Janeiro og São Paulo så jeg også den anden side af medaljen ved at være et BRIK-land. Jeg ved ikke præcist hvor det var, men vi kørte forbi en lille flække, hvor en flok svedende vejarbejdere med spader stod og dyrkede deres hårde hud på hagen. Alt for mange bygningsfacader var ufuldstændige - og det lignende ikke et forsøg på en skattefinte, men snarere mangel på ressourcer. Selv fotomodellerne på de mange bill boards smilede stift udover byen. Sådanne scenarier er muligvis en af konsekvenserne ved en hastig økonomisk udvikling i de større byer (São Paulo, Rio etc.), og man kan da kun håbe at indbyggerne i de små, slidte byer har fundet sig til rette i andet end de berygtede favelaer.

Min positive holdning til turen indtil videre skyldes naturligvis også mine to herlige medrejsende, Kenneth og Esben. Vi kompenserer hinanden meget godt, synes jeg. Esben og jeg tager os af de vigtige dokumenter og sørger for at brokke os over ting vi synes går for langsomt hernede. Til gengæld har Kenneth en mave af stål og den gode laid back attitude, som åbenbart er den eneste vej frem hernede. Når det står ud af begge ender på Esben og undertegnede er Kenneth mand for at holde humøret oppe :D

Jeg sidder i skrivende stund i bussen på vej til Foz do Iguazu (for at se nogle vandfald) og kan ikke sove for den højlydt-snorkende, i-søvne-snakkende, mit-albuelæn-tagende og generelt fyldende kvinde, jeg har fået den store ære af at sidde ved siden af.

Ciao,
Thiis

Små problemer

Efter en tre uges tid i hinandens selskab, er vi begyndt at bemærke, hvor meget vi egentlig brokker os over. Så her er et lille udpluk af diverse problemer, der egentlig er for små til at brokke sig over.

1.     At vente på grønt lys på vej på stranden.

2.     Ingen barbering pga. varmen og den høje fugtighed i luften.

3.     At blive nødt til at gå i bad to gange om dagen pga. varmen.

4.     At blive småforkølet pga. aircondition.

5.     At bruge så meget solcreme, fordi solen er så skarp.

6.     Sandet på Ipanema Beach er alt for varmt at gå på.

7.     At bruge al den tid ved Copabana Beach, fordi det er for varmt.

8.     Vores vandautomat med rent, koldt drikkevand er så langsom.

9.     Der er for mange attraktioner at vælge mellem.

10. Der er for mange småpenge, man kan ikke holde styr på dem.

11. Vi har kun adapterer nok til opladning af to apparater.

12. At nøjes med Copacabana, da Ipanema ligger 20 minutters gang væk.

13. Frygt for at få vores ting stjålet, fordi vi er så rige.

14. Kun halvanden uge i luksus hos Kenneths farbror, fordi vi skal videre til andre steder.

15. Var nødt til at tage en taxa hjem, fordi den nærmeste Metro-station var lukket pga. karneval.

16. Man er nødt til at ligge på maven med alle de lækre og letpåklædte latinoer på stranden, så man får   ingen sol på maven.

17. Man er for mæt pga. den gode mad.

18. Der skal flere huller i bæltet, fordi vi taber os.

19. Det er træls at tørre sig med et rejsehåndklæde efter bad.

20. Ingen dessert til frokost pga. restaurantbesøg om aftenen.

Håber, I har mindre problemer derhjemme

Over and out
Andreas, Esben og Kenneth