Florianopolis
Efter São Paulo hoppede vi på en bus til byen med de
smukke tyskere, Florianopolis (Floripa blandt kendere). Ambitionerne var høje:
vi skulle både sandsurfe, sejle i kajak og lære at stå på surfboard i løbet af
de tre dage vi var der. Vores undskyldning for ikke at have nået én eneste af
de ting er at vi bogstaveligt talt blev grebet af den afslappede stemning i
hængekøjerne. Og at vores nattesøvn blev spoleret af en gruppe australiere og
deres veninder, men det må I selv spørge ind til når vi kommer hjem. Vi prøver
at holde en sober tone på vores blog!
Florianopolis byder på enestående natur, helt fantastiske
strande (sådan virkeligt gode) og et pulserende natteliv. Sidstnævnte fik vi
desværre ikke set ordentligt fordi vores hostel lå en times taxakørsel fra
selve byen. Om dagen kan man slentre rundt i centrums charmerende gader fyldt
med skolebørn, markeder og duer. Afslutningsvis kan man, som vi gjorde, nyde en
"kold blondine" (en kold øl), en is eller en triple cheeseburger på
en af de mange små pladser der er i byen.
Foz
do Iguaçu
Vores ophold i Brasilien (indtil næste gang) blev
afsluttet med et brag. Eller faktisk et skyl. Et ordentligt skyl! Ved Iguaçu
falls bestilte vi den store pakke, der inkluderede safari, et lille hike og en
bådtur helt tæt på vandfaldene. Det er en enestående oplevelse at se den enorme
mængde vand, der fosser ned over to trin før det ender i Garganta do Diablo
(djævlens gab). Under bådturen kom vi ikke helt op til djævlens gab, for der
var van(d)vittigt meget strøm, men blev i stedet sejlet ind under nogle mindre
vandfald. Vi har vist nok nogle optagelser af det som I kan se ved lejlighed!
Dagen efter den Brasilianske side af Iguaçu drog vi til Argentina (20 minutters
taxa inklusiv fremvisning af TRE pas) for at se den argentinske side. Ærlig
talt så er den argentinske side både flottere, idet man står oven på
vandfaldene, og op til halv pris af den brasilianske side hvad angår bådture og
safari. Så ved I det, hvis I en dag kommer dertil!
En fed ting ved at backpacke er at møde nye mennesker på
hostels, og en endnu federe ting er at møde folk man allerede har mødt
tidligere på turen. Ved vandfaldene mødte vi Mitch, en amerikaner vi allerede
havde mødt efter en uge i Rio de Janeiro, som nu også er tjekket ind på vores
hostel i Buenos Aires. Sydamerika er slet ikke så stort endda.
Paraguay
”En aparte oplevelse er et besøg i den
paraguayanske grænseby Ciudad del Este, der ligger for enden af en bro over
Paraná-floden. Her sælges elektronik og andre luksusgoder til halv pris med
overvejende risiko for, at de er forfalskede. Byen har ikke den store charme og
rummer en del bordeller, barer og kasinoer. Derudover kan man så let som ingenting
blive rullet ved højlys dag.”
– Christian Martinez,
Turen går til Brasilien
En pludselig indskydelse efter at vi er landet i Foz do
Iguaçu. Hvorfor ikke tage til hurtigt smut til Paraguay om så bare for at få
stemplet i passet? Paraguay, og især Ciudad del Este, som byen ved grænsen
mellem Paraguay og Brasilien hedder, er kendt som Sydamerikas supermarked.
Dette finder man ud af allerede når man stiger på bussen fra fx Florianopolis,
som vi gjorde. Her er to slags mennesker, der skal med. Backpackers, der skal
se vandfaldene og brasilianere der skal købe billige kopiprodukter, som de kan
sælge på diverse markeder i Brasilien.
At Ciudad del Este er et kæmpe stort (gede)marked, mærker
man allerede fra det sekund, man har krydset grænsen over en bro, der trafikalt
er mere overbelastet end Køgebugtmotorvejen en mandag morgen kl. 8. Biler med
paraguayske nummerplader susede frem og tilbage over grænsen i håb om at sælge
det billige elektronik dyrere i Brasilien. Som fodgængere gik der ikke mere end
10 sekunder før en lokal forsøgte at prakke os de første kameraer og telefoner
på. Vi modstod dog fristelsen, med en vis viden om, at der kunne være en
'minimal' sandsynlighed for, at produkterne var falske og nok højst ville virke
i to timer. Derudover havde vi ingen Paraguay pesos eller US dollars. Ej heller
havde vi nogen ide om hvordan kursen lå.
Efter at have fået vekslet nogle penge begav vi os ud i
byen med ca. 100.000 Paraguay pesos hver (150 DKK). Da vi ikke var specielt interesserede
i elektronik måtte vi igen ud at lede godt og grundig i nok den mest travle,
uorganiserede, larmende og beskidte by nogen os nogensinde har set (hvilket inkluderer
steder som Vietnam, Tyrkiet, Malaysia, Sydafrika og Esbjerg). Det lykkedes
Thiis at finde et par 'næsten' ægte Ray Ban solbriller til omkring 30 kroner.
Der var dog ikke gået mere end 10 minutter før det var tæt på at vi havde
mistet dem igen. Det skete, da vi tog et billede af Kenneth med et par
solbriller i butik længere nede. Da vi efter flere minutters forhandling ikke nåede
til enighed med ejeren omkring prisen på tre par solbriller, forsøgte han at
tage betaling for billedet i form af de Thiis' solbriller. Det lykkedes først
at få ham til at slippe efter flere minutters skæld ud på dansk. Herefter gik
turen hurtigt tilbage over grænsen til at noget mere fredelige Brasilien.
Boca Juniors
Vi ankom til Buenos Aires efter en bustur på Cama-klassen,
som lige er dét bedre med større sæder, måltider og tv. Vores hostel var
Milhouse Avenue, som havde ry for at være et party-hostel ud over det
sædvanlige – hvilket det i den grad også var! Med omkring 300 gæster, en enorm
bar, fester hver eneste aften, tagterrasse, en masse unge mennesker og venligt
personale var det et rigtig lækkert sted at være. Nærmest inden vi checkede ind
blev vi rådet til at tage ind og se Boca Juniors på stadion, hvor vi ville
komme til at stå med de hardcore hooligans. Godt nok slap vi omkring 700 kroner
pr. mand, men det var i den grad ALLE pengene værd.
Efter et besøg i en kælder tæt på stadion, hvor vi fik et
par øl og en Boca Juniors t-shirt, viste vi vores falske medlemskort (det var
kun lokale medlemmer, der havde adgang til tribunen) og var derefter kendt som
hhv. Jonathan Oscar Weber (Thiis), Franco A. Guadagno (Esben) og Christian
Bravo (Kenneth). Vi tre hombres kom endelig op på tribunen med en masse
råbende, svedende, hash-rygende og ikke mindst sindssyge hooligans, og
stemningen var vildere end vi nogensinde havde set andre steder – ikke engang
en Champoins League finale kunne præstere samme niveau af stemning. Selv da
holdet kom bagud, sang og råbte publikum endnu højere! For modstandernes tilskuere skulle da ikke have en god oplevelse af at være foran.
Godt nok endte kampen med et 0-1 nederlag til Boca Juniors,
men utallige sange, et rødt kort (publikum gik amok) og tilråb til dommeren
gjorde det til en helt speciel oplevelse. Det hyppigst brugte ord var ”PUTA”,
hvilket på spansk betyder luder og var for det meste henvendt til dommeren
eller modstanderne, når de lå i græsset efter en hård tackling.
Da kampen så var slut, skulle vi så hjem og sove med det
samme? Nej da. Vi måtte ikke forlade stadion før en time efter kampen var slut,
fordi de ville give både modstanderens og de normale tilskuere mulighed for at
komme væk, inden vi hooligans blev sluppet ud. Så den time gik med uafbrudt
fællessang på et tomt stadion, hvor de to hooligan-tribuner forsøgte at overgå
hinanden i volumen og vildskab. Derefter var der fællessang hele vejen ud af
stadion, hvor man ikke skulle gå mange skridt for enten at træde i en enorm pøl
med tis eller blive mast op af en svedig, overvægtig og skæv argentinsk mand.
Men ud og hjem kom vi i god behold.
Av for en oplevelse, og hvor kunne danske (og alle andre)
tilskuere godt lære noget af den argentinske holdning til fodbold. For selvom
Boca Juniors spillede ringere end Fremad Amager i 2. Division Øst, var
stemningen bedre end noget, vi har set før.
Adios amigos
Andreas, Esben og Kenneth
Ingen kommentarer:
Send en kommentar