Sol, Regn og Sao Paolo

I Sao Paolo boede vi hos Kenneths farbror Søren, hans kone Lu (Luciane) og hendes søn Enrico i deres ikke så lille penthouselejlighed på 12. etage. Da vi nu ikke skulle bekymre os om madlavning, tøjvask og overnatning (som der meget generøst blev sørget for), havde vi rigeligt med overskud til at være kulturelle, hvilket resulterede i ikke mindre end 4 museumsbesøg – specielt museet omhandlende Ai Weiwei (en kinesisk kunstner og systemkritiker) gjorde indtryk.

And so did the rain! For hold nu kegle, hvor blev vi gennemblødte de to gange, vi skulle gå hjem fra metroen. Så våde, at vi gik i vandpytter til midt på skinnebenet uden så meget som at forsøge at undgå det.

Derudover gjorde Sao Paolo et rigtig godt indtryk ift. Rio, når det kommer til at føle sig sikker – det føltes næsten som at gå rundt i en by i Europa. Eller som Thiis sagde det: ”The place to live.”

Efter fem dages møgforkælelse i Sao Paulo gik turen mod endnu mere luksus i familiens beach apartment, som vi havde fået lov at låne. Der opstod dog et mindre kontrovers i form af – som Søren selv sagde det – det værste tropiske regnskyl i flere år. Det gik ud over en del af vores ting, bl.a. Esbens handsker og Kenneths computer, der efter to dages koma nu er særdeles ustabil. Regnvejr var vi dog kendte med efter vi havde oplevede to korte – men dog kraftige regnskyl i Sao Paulo. Tålmodigheden kom dog på prøve, da vores (hjemmelavede) kort over området blev gennemblødt, vi ikke kunne finde vej og var nødt til at spørge en ikke engelsktalende dørvagt om vej. Men frem nåede vi, og vi nød et par lækre dage inkluderende en god mængde Guarana, hjemmelavede burgere og banana pancakes.

Og fordi Kenneth, den store idiot, var så smart at glemme sit pas et uvist sted, tog vi tilbage til Sao Paolo og brugte en dag på at få ordnet et midlertidigt og et permanent pas til den unge herre. Næste stop er Florianopolis med strand, indbyggere af tysk (!?) herkomst (som skulle siges at være meget pæne – hvilket, hvis det er rigtigt, forklarer hvorfor, der ikke er ret mange kønne tyskere i Tyskland). Turen dertil bliver en 10 timers lang køretur over night med bus, hvilket vi selvfølgelig ikke lige havde tænkt over, da vi bestilte vores hostel.

Udsigt fra sommerhuset om natten.

Survival of a backpacker

Efter Rio gik turen til den charmerende kystby Paraty. Det viste sig at være lettere sagt end gjort… Vores ophold umiddelbart før og efter Paraty har lært os meget om hvordan det er at backpacke i et ukendt land: Det er vigtigt at vide hvor man præcist skal stå af, så man ikke ender på den forkerte busstation. Herfra er det vigtigt ikke at gå ind i den nærliggende favela (ghetto), da man med garanti vil blive røvet (så vi siger obrigado til en venlig brasilianer, som af en eller andet mærkværdig grund snakkede en perfekt mængde engelsk, der viste os en bus, der gik til den rigtige busstation). Herefter erfarede vi at man altid skal komme i god tid, når der ikke er mulighed for at booke busser på forhånd i det her land: ”next bus is in 6 hours”… men efter et par smarte tast på computeren fandt ekspedienten heldigvis tre billetter med kun 2 timers ventetid . . . gad vide om der lige blev smidt tre lokale af?

Paraty

Lounge-musik og toiletter der ikke virker. Velkommen til det eneste ledige hostel i Paraty! Vores stop i den charmerende, fredede og tilsyneladende ældgamle by fra kolonitiden bød på lidt af hvert. Vi sov to nætter på hostellet ”Paraty Beach Hostel”  femten meter fra vandet i en sovesal 40-45 m² – med intet mindre end 17 andre personer. Det var fedt nok at prøve, for det var nogle meget omgængelige 17 mennesker. Vi fik nogle gode bekendtskaber på blot to døgn. Dagligdagen på Paraty Beach Hostel stod på lounge-musik og hængen i hængekøjer, og da det blev for hårdt tog vi med på en guidet bådtur, der sejlede rundt om alle de små øer, der ligger ud for Paratys kystlinje. Det var en flot måde at se området på, men de sidste par timer af bådturen ville vi gerne have brugt på fx en cykeltur inde på land i stedet.

Næste stop var Sao Paulo, hvor Kenneths onkel bor. Vi skulle med bus, og vi havde jo lært at man skulle købe billet i god tid, så vi drog til den rigtige busterminal fredag morgen kl. 9 (vi kom torsdag aften): ”Hei, alle billetterne vores til Sao Paulo er utsolgt”, siger vores norske venner, ”næste bus er på mandag”. Så $R 160, 5 timer i en almindelig taxa og en tropisk storm senere ankom vi endelig til fantastiske Sao Paulo, herom mere i næste indlæg.

Ciao,

Andreas, Kenneth og Store Esben

Karneval

Thi søndag oprandt, blev det tid til den store parade eller selve konkurrencen, om man vil. Her konkurrerede 12 hold om at vinde dette års karneval – og hvilket karneval! Hver parade varede lidt over en times tid, hvor farverne, vognene, danserne og stemningen overgik vores vildeste forventninger. I et organiseret kaos af letpåklædte samba-kvinder i tynde stiletter, enorme kostumer og rapide trommerytmer var det svært at fjerne blikket fra paraderne.

Vi var samlet på tribunen 9 stive timer i streg (kun 6 af paraderne blev opvist søndag), og var først hjemme i seng ved 4.30-tiden med ømme ben af at stå op og ømme baller af at sidde på den hårde beton – for vi gad da ikke spilde penge på en siddepude, nej nej… Der stod nemlig Rio Carneval 2012 på puderne.

Rundturen i Rio var også en oplevelse med Christ the Redeemer (statuen over Rio), Santa Teresa Stairs og en tur op på Sugar Loaf, hvor udsigten var eminent.

Nu går turen sydpå til Paraty og Sao Paolo.

Welcome to the City of God

Vi ankom til Rio ved 20-tiden med tre timers søvn i kroppen, og blev mødt af ét hundrede taxachauffører, der rev i os. Efter fem minutters forvirring, blev vi smidt ind i en taxa, og vi siger at vi skal til ”Cobana Copa Hostel”. Han siger ”Si, si, Copacabana” og stirrer afventende på os. Vores hostel, Cobana Copa Hostel, er åbenbart ikke så verdensberømt som vi regnede med – og nej, vi havde ikke lige adressen dertil!

Den lidt suspekte og ikke-engelsktalende chauffør fik os da frem til sidst, og det foregik med 90 km/t gennem Rio og uden at tage meget hensyn til skilte, vejstriber og andre biler. Og da han parkerede bilen i en meget smal gyde, gik ud af taxaen og låser dørene, bankede hjertet en smule hurtigere.

Inde på vores hostel mødte vi vores veninder Simone og Emilie, hvorefter vi lå i sengen efter en lille times tid.

På dag to var vi et smut nede på promenaden ved Copacabana, som vi bor 10 minutters gang fra. Efter en times søgen efter en ATM, fik vi endelig hævet og købt aspirin. Hvor der i Asien sælges tyggegummi, i Rusland sælges vodka, har de en lokalitet her i Rio: toiletsæder! De er alle steder, og man forstår ikke, hvordan der kan være et marked for noget, der typisk kun er ét eller to af i et hus.

Om aftenen var der ”Lapa” på programmet, som er det portugisiske begreb for gadefest. Og skal da love for, at vi fik gadefest i et omfang, vi aldrig har set før – heller ikke på festival. Der var flere optog gennem gaden, og når man nåede enden, gik man tilbage og fandt en ny vogn at danse ved! Mellem alle de dansende, overvægtige, brasilianske kvinder, de små børn, de hjemløse mænd, de påtrængende og højtråbende sælgere festede vi fem (Simone og Emilie var også med) europæere gennem Rio. Ved én af de transportable ølboder mødte vi en indfødt ”Philippe” og hans kone, som var mere end glade for at snakke med os, selvom de ikke kunne et ord engelsk. Det blev til flere brasilianske sange og øl med den kære mand. Til sidst fandt vi en metro tilbage til vores hostel.

Tredjedagen stod på en guidet tur i én af Rio de Janeiros ”favellaer” (deres slumkvarter), ”Rocinha”.  Vores guide var Alberto, som selv bor i Rocinha, og nu skal I høre om Alberto. Alberto er 50 år gammel og bor i et hus, et eller andet sted i kvarteret, med sin mor og søster. Han har en bærbar computer, et fjernsyn, internet og hele molevitten (alt sammen takket være kunder som os, som han selv sagde). Under vores rundvisning påpegede han små ting, som vi hjemme i Danmark tager for givet, men i Rocinha er meget værdsat. Den første ting er rindende vand. Alberto føler sig tryg ved den brummende lyd af vandpumperne, der ikke er gået i stykker endnu. Vandpumperne giver adgang til rindende vand, og som noget nyt er der kommet vandhaner rundt omkring i byen, så man lige kan få vasket sine fødder. Den anden ting, vi danskere har det med at tage for givet, er livet. Da vi gjorde et lille hold i en af gaderne kom en af Albertos etbenede venner forbi på krykker, smilende og glad. Alberto påpegede herefter Rocinhas indbyggeres holdning til det at leve i favellaer: de er kun materielt fattige, men har jobs i det lille favela-samfund og lever ganske fint. Alberto er et levende bevis på den holdning, idet han gav Kenneth en ægte fodboldtrøje (fra finalen i VM for klubhold mod Chelsea), som han alligevel ikke ville gå med. Vores fordomme om et særdeles farligt kvarter blev gjort en smule til skamme – alle var glade, bortset fra, at  Kenneth sammen med en australier formåede at tabe et svigende 0-3 til to lokale i et spil street-football…

Det skal lige nævnes, at Copacabana er et særdeles fremragende sted at pleje sine tømmermænd!

Hakuna matata

Andreas, Esben og Kenneth

Here we go!

Så kom tiden til startskuddet for tre måneder i Sydamerika for Andreas, Esben og Kenneth.
Turen går fra Billund over Amsterdam og til Rio de Janeiro, hvor der efter en enkelt overnatning bliver afholdt verdens største fest, nemlig Rio Karneval.
Herefter går turen sydpå langs kysten til Sao Paolo, hvor vi skal besøge Kenneths farbror med dertilhørende familie. Og udover et trail i Peru til det oldgamle inka-riges Machu Picchu, har vi ikke lagt de store planer og skematiske tilrettelæggelser. Vi tager det lidt som det kommer - manjana!

Vi regner dog med at tage over Uruguay, ned til Argentina, op gennem Chile, gennem Bolivia og slutte i Peru, så det bliver lidt af en tur.

Håber, I vil læse med herhjemme - der kommer løbende opdateringer, alt afhængig af, hvilken adgang vi har til internet i diverse lande. Esben og Andreas hiver begge deres lidt for vilde kameraer med, så I får også et visuelt blik i vores oplevelser.

All the best
Andreas, Esben og Kenneth