Vi ankom til Rio ved 20-tiden med tre timers søvn i kroppen,
og blev mødt af ét hundrede taxachauffører, der rev i os. Efter fem minutters
forvirring, blev vi smidt ind i en taxa, og vi siger at vi skal til ”Cobana
Copa Hostel”. Han siger ”Si, si, Copacabana” og stirrer afventende på os. Vores
hostel, Cobana Copa Hostel, er åbenbart ikke så verdensberømt som vi regnede
med – og nej, vi havde ikke lige adressen dertil!
Den lidt suspekte og ikke-engelsktalende chauffør fik os da
frem til sidst, og det foregik med 90 km/t gennem Rio og uden at tage meget
hensyn til skilte, vejstriber og andre biler. Og da han parkerede bilen i en
meget smal gyde, gik ud af taxaen og låser dørene, bankede hjertet en smule
hurtigere.
Inde på vores hostel mødte vi vores veninder Simone og Emilie,
hvorefter vi lå i sengen efter en lille times tid.
På dag to var vi et smut nede på promenaden ved Copacabana,
som vi bor 10 minutters gang fra. Efter en times søgen efter en ATM, fik vi
endelig hævet og købt aspirin. Hvor der i Asien sælges tyggegummi, i Rusland
sælges vodka, har de en lokalitet her i Rio: toiletsæder! De er alle steder, og
man forstår ikke, hvordan der kan være et marked for noget, der typisk kun er
ét eller to af i et hus.
Om aftenen var der ”Lapa” på programmet, som er det
portugisiske begreb for gadefest. Og skal da love for, at vi fik gadefest i et
omfang, vi aldrig har set før – heller ikke på festival. Der var flere optog
gennem gaden, og når man nåede enden, gik man tilbage og fandt en ny vogn at
danse ved! Mellem alle de dansende, overvægtige, brasilianske kvinder, de små
børn, de hjemløse mænd, de påtrængende og højtråbende sælgere festede vi fem
(Simone og Emilie var også med) europæere gennem Rio. Ved én af de
transportable ølboder mødte vi en indfødt ”Philippe” og hans kone, som var mere
end glade for at snakke med os, selvom de ikke kunne et ord engelsk. Det blev
til flere brasilianske sange og øl med den kære mand. Til sidst fandt vi en
metro tilbage til vores hostel.
Tredjedagen stod på en guidet tur i én af Rio de Janeiros ”favellaer”
(deres slumkvarter), ”Rocinha”. Vores
guide var Alberto, som selv bor i Rocinha, og nu skal I høre om Alberto.
Alberto er 50 år gammel og bor i et hus, et eller andet sted i kvarteret, med
sin mor og søster. Han har en bærbar computer, et fjernsyn, internet og hele
molevitten (alt sammen takket være kunder som os, som han selv sagde). Under
vores rundvisning påpegede han små ting, som vi hjemme i Danmark tager for
givet, men i Rocinha er meget værdsat. Den første ting er rindende vand.
Alberto føler sig tryg ved den brummende lyd af vandpumperne, der ikke er gået
i stykker endnu. Vandpumperne giver adgang til rindende vand, og som noget nyt
er der kommet vandhaner rundt omkring i byen, så man lige kan få vasket sine
fødder. Den anden ting, vi danskere har det med at tage for givet, er livet. Da
vi gjorde et lille hold i en af gaderne kom en af Albertos etbenede venner
forbi på krykker, smilende og glad. Alberto påpegede herefter Rocinhas
indbyggeres holdning til det at leve i favellaer: de er kun materielt fattige,
men har jobs i det lille favela-samfund og lever ganske fint. Alberto er et
levende bevis på den holdning, idet han gav Kenneth en ægte fodboldtrøje (fra
finalen i VM for klubhold mod Chelsea), som han alligevel ikke ville gå med. Vores
fordomme om et særdeles farligt kvarter blev gjort en smule til skamme – alle
var glade, bortset fra, at Kenneth
sammen med en australier formåede at tabe et svigende 0-3 til to lokale i et
spil street-football…
Det skal lige nævnes, at Copacabana er et særdeles
fremragende sted at pleje sine tømmermænd!
Hakuna matata
Andreas, Esben og Kenneth
Ingen kommentarer:
Send en kommentar