tirsdag den 19. februar 2013

Survival of a backpacker




Efter Rio gik turen til den charmerende kystby Paraty. Det viste sig at være lettere sagt end gjort… Vores ophold umiddelbart før og efter Paraty har lært os meget om hvordan det er at backpacke i et ukendt land: Det er vigtigt at vide hvor man præcist skal stå af, så man ikke ender på den forkerte busstation. Herfra er det vigtigt ikke at gå ind i den nærliggende favela (ghetto), da man med garanti vil blive røvet (så vi siger obrigado til en venlig brasilianer, som af en eller andet mærkværdig grund snakkede en perfekt mængde engelsk, der viste os en bus, der gik til den rigtige busstation). Herefter erfarede vi at man altid skal komme i god tid, når der ikke er mulighed for at booke busser på forhånd i det her land: ”next bus is in 6 hours”… men efter et par smarte tast på computeren fandt ekspedienten heldigvis tre billetter med kun 2 timers ventetid . . . gad vide om der lige blev smidt tre lokale af?



Paraty
Lounge-musik og toiletter der ikke virker. Velkommen til det eneste ledige hostel i Paraty! Vores stop i den charmerende, fredede og tilsyneladende ældgamle by fra kolonitiden bød på lidt af hvert. Vi sov to nætter på hostellet ”Paraty Beach Hostel”  femten meter fra vandet i en sovesal 40-45 m2 – med intet mindre end 17 andre personer. Det var fedt nok at prøve, for det var nogle meget omgængelige 17 mennesker. Vi fik nogle gode bekendtskaber på blot to døgn. Dagligdagen på Paraty Beach Hostel stod på lounge-musik og hængen i hængekøjer, og da det blev for hårdt tog vi med på en guidet bådtur, der sejlede rundt om alle de små øer, der ligger ud for Paratys kystlinje. Det var en flot måde at se området på, men de sidste par timer af bådturen ville vi gerne have brugt på fx en cykeltur inde på land i stedet.




Næste stop var Sao Paulo, hvor Kenneths onkel bor. Vi skulle med bus, og vi havde jo lært at man skulle købe billet i god tid, så vi drog til den rigtige busterminal fredag morgen kl. 9 (vi kom torsdag aften): ”Hei, alle billetterne vores til Sao Paulo er utsolgt”, siger vores norske venner, ”næste bus er på mandag”. Så $R 160, 5 timer i en almindelig taxa og en tropisk storm senere ankom vi endelig til fantastiske Sao Paulo, herom mere i næste indlæg.

Ciao,
Andreas, Kenneth og Store Esben

Ingen kommentarer:

Send en kommentar