Om Brasilien: Thiis edition

Vi nærmer os enden på vores ophold i Brasilien, så jeg synes en vurdering af dette er på sin plads. I kære læsere hjemme i (kolde) Danmark skal ikke være i tvivl om hvordan her er og hvordan vi har det. Det er vel derfor I læser det her! Så her kommer en subjektiv vurdering af brasilianerne og vores tur indtil videre.

For satan hvor er Brasilianere stolte af dem selv og deres land. Og det er ikke uden grund. Selvom det er et enormt land (sukkerrørsplantager større end Jylland), med en etnisk diversitet som FCK's og et modersmål der stammer fra et lille land i Europa, har Brasilien vist sig at være en samlet nation bygget på stolte og stærke traditioner: Kvindernes bikinier skal være små og brysterne store, mændenes brystkasser skal være endnu større og de skal kunne danse samba. Og så skal deres hårspidser afbleges hos den lokale barberia. Sidstnævnte fik vi desværre ikke fuldført. Udseendet betyder virkelig meget i Brasilien, hvilket også ses på udvalget af gadebutikker. Foruden butikker med toiletsæder, eller senge, er juice- og frugtbarer en af de førende brancher i Brasilien. Her kan man lige få sig en vitamina og en lille snack på farten i stedet for et større måltid til frokost. Vores personlige favoritsnack er en coelho (portugisisk for et knæ), som er et pølsehorn med skinke/ost i stedet for en pølle. Juicen smager godt uanset hvilken frugt der bruges, men hvis Esben og jeg skal lokkes skal der puttes acaí i. Det er en frugt der mases, fryses og serveres derefter med banan og/eller jordbær - eller on the rocks hvis man vil. Frokosten i Brasilien er én ting jeg allerede ved jeg kommer til at savne i Danmark. Men hva faen, vi har varm leverdreng og rugbrød som en udmærket kompensation. Selv Kenneths onkel i São Paulo har ikke sluppet de danske rødder! Vi blev modtaget som madanmeldere på et dansk/brasiliansk fusionskøkken med kryddersild og sukkerrør. Og vi fandt noget Anthon Berg-chokolade i køkkenet. Hos den danske generalkonsul i São Paulo læste vi endda at det nordiske køkken har ry for at være "healthy, clean and environmentally friendly". Så vi gør det stadig godt nok i Danmark!
Nu jeg har sporet mig ind på det brasilianske køkken skal morgenmaden også lige nævnes. En populær sag er et stykke hvidt brød, en minibaguette om man vil, med tandsmør som lige lunes i ovnen. Det er hård kost for mig, hvis det er kutyme kun at tage én af dem til morgenmad. Men hvis sixpacken skal se dagens lys er det vel en vej frem. Senere på dagen kan man dog indhente det forsømte på det nærmeste churrascaria (portugisisk for kødkødkødkødkød), hvor det kræver et aktivt "não obrigado" (nej tak) for ikke at få langet endnu et stykke udsøgt kød på tallerkenen. Det er alternativet til den lille, hurtige frokost man også kunne tage. Jeg har, ærligt talt, aldrig spist så meget som jeg gjorde den lune søndag eftermiddag i São Paulo, hvor vi prøvede dette.

Mellem de store ophold i hhv. Rio de Janeiro og São Paulo så jeg også den anden side af medaljen ved at være et BRIK-land. Jeg ved ikke præcist hvor det var, men vi kørte forbi en lille flække, hvor en flok svedende vejarbejdere med spader stod og dyrkede deres hårde hud på hagen. Alt for mange bygningsfacader var ufuldstændige - og det lignende ikke et forsøg på en skattefinte, men snarere mangel på ressourcer. Selv fotomodellerne på de mange bill boards smilede stift udover byen. Sådanne scenarier er muligvis en af konsekvenserne ved en hastig økonomisk udvikling i de større byer (São Paulo, Rio etc.), og man kan da kun håbe at indbyggerne i de små, slidte byer har fundet sig til rette i andet end de berygtede favelaer.

Min positive holdning til turen indtil videre skyldes naturligvis også mine to herlige medrejsende, Kenneth og Esben. Vi kompenserer hinanden meget godt, synes jeg. Esben og jeg tager os af de vigtige dokumenter og sørger for at brokke os over ting vi synes går for langsomt hernede. Til gengæld har Kenneth en mave af stål og den gode laid back attitude, som åbenbart er den eneste vej frem hernede. Når det står ud af begge ender på Esben og undertegnede er Kenneth mand for at holde humøret oppe :D

Jeg sidder i skrivende stund i bussen på vej til Foz do Iguazu (for at se nogle vandfald) og kan ikke sove for den højlydt-snorkende, i-søvne-snakkende, mit-albuelæn-tagende og generelt fyldende kvinde, jeg har fået den store ære af at sidde ved siden af.

Ciao,
Thiis